Quick Access

Axel P. Jensen (1885-1972)

Axel P. Jensen var af bondeslægt og boede det meste af sit liv på landet. Han var dybt forankret i årstidernes og naturens vekslen, og det prægede hans kunst. Trods flere figurbilleder, især fra starten af karrieren, og en del senere portrætter, var han udpræget landskabsmaler, med stor sans for vejr og vind og for billedelementernes stoflighed. Efter bosættelse i Lien ved Blokhus, med sommerbolig i Virum, hentede J. særligt sine motiver fra Vendsyssels åbne, vidtstrakte land med den høje himmel: Mark, mose og klit med enkelte mennesker, huse, træer eller telefonpæle som kompositionelle elementer, underlagt maleriets landskab. Som Albert Gottschalk før ham og også Fritz Syberg, der anbefalede J. til Kr. Zahrtmann, var han blandt de få i dansk landskabskunst, der ikke blot malede sommerens idyller, men også efterårets plørede marker og vinterens våde, kolde og gråsnavsede sne. Den fint afstemte, eller til tider stærkt lysende, farveholdning opvejede dog altid disse motivers melankolske præg. Som Zahrtmann-elev, ven med Olaf Rude, Jais Nielsen og William Scharff og som udstiller på De Tretten og senere Grønningen tilhørte J. generationen af modernistiske nytænkere i dansk kunst, men han slap aldrig naturiagttagelsen. Samtidig med inspirationen fra bl.a. kubisme og ekspressionisme kendetegnes hans maleri således snarere af revurdering af naturalismen: Forenkling af formen, markant liniespil, koloristisk frihed ofte med brug af rene, lysende farver samt en bred, løs og til tider voldsom penselskrift, der peger på maleriet som maleri, og ved sin flugt og bevægelse står i modsætning til motivernes stilstand. J. fik sit egentlige gennembrud i 1930rne. Han solgte godt, blev repræsenteret på mange udstillinger og museer og generelt vel modtaget af kunstkritikken, ligesom han fik overdraget flere udsmykningsopgaver.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon

Set Ascending Direction
per page

Set Ascending Direction
per page