Povl Christensen (1909-1977)

Povl Christensen ville oprindelig have været maler, og efter de traditionelle forberedende øvelser på Teknisk Skole blev han da også optaget på Kunstakademiets malerskole. Det var i september 1926. Tre år senere debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling. I 1930 tog C. springet fra malerskolen til grafisk skole, hvor Aksel Jørgensen var drivkraften bag den både praktisk og teoretisk rettede undervisning. Der arbejdede C. indtil 1938 med de klassiske grafiske teknikker: Træsnit, radering og litografi, hvis kunstneriske udtryksmidler han allerede dengang nysgerrigt eksperimenterede med og senere bidrog til at udvide. C. opgav i øvrigt aldrig maleriet, heller ikke mens han gik på grafisk skole. I 1933 trådte han, fireogtyve år gammel, for første gang frem som bogillustrator med en række små, menneskeligt modne og teknisk set fuldkomne træsnit til Steen Steensen Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Med disse træsnit, der formelt støtter sig til englænderen Thomas Bewicks xylografier, placerede C. sig straks som en usædvanlig grafisk akkompagnatør til klassisk litteratur, på samme tid lyttende og tolkende, ydmyg og diskret nærværende. Alligevel indtrådte en pause på hele syv år, før det næste illustrerede bogværk forelå, træsnittene til H.C. Andersens Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Men derefter tog det fart. Alene i 1941 udkom bøger af Kaj Munk, Pär Lagerkvist, Ambrosius Stub samt endnu engang H.C. Andersen og Blicher med billeder af C., snart i form af originalgrafik, snart som reproduktioner af træsnit, raderinger og tegninger. Denne hektiske, næsten feberglødende aktivitet fortsatte med uformindsket styrke. I besættelsestidens dystre, men for den kulturelle aktivitet befordrende år, skabtes grundlaget for den smukke, illustrerede bog, og C. var foregangsmanden. Også efter 2. verdenskrigs ophør udgik en stadig strøm af billeder fra hans værksted. Det var især den klassiske litteratur, der optog ham. Hans to foretrukne danske forfattere var uden tvivl Blicher og H.C. Andersen. Dem begyndte han med at illustrere, og til dem vendte han gang på gang tilbage. Men også Saxo, Kingo, Brorson, Holberg og Tom Kristensen hørte til hans favoritter, ligesom Shakespeare, Goethe, Gogol, Poe og mange andre. Det blev i årenes løb til små tohundrede publikationer, som C. satte sit grafiske præg på, både som illustrator og tilrettelægger, snart alene, snart i samarbejde med andre. C. beskæftigede sig ikke kun med billedet i bogen, men med bogen som sådan: "Bogen er og skal være en uopløselig helhed, og findes der illustrationer, må de kun fornemmes, være noget der støtter. Og vi, der udfører disse illustrationer, må forstå, at vi gør tjeneste for noget, der er langt større end os selv, vi skal føle beundring og respekt for ordet." I erkendelse heraf betragtede C. billedet i bogen som sidestillet med satsbilledet. For ham var valg af skrift, klummestørrelse, papirkvalitet osv. af samme betydning som den kunstneriske udsmykning. Det var altid helheden, der talte. Alting blev efterprøvet, vendt og drejet. Det gjaldt også i bogstavelig forstand hans egne træsnit. De ses undertiden gengivet spejlvendt i den særlige reproduktionsteknik, der kaldes galvanotypi, ikke nødvendigvis begrundet i oplagets størrelse, men af rent kunstneriske, bogæstetiske hensyn. I Kobberstiksamlingen findes foruden hundredvis af løsblade og talrige illustrerede bøger et meget omfattende arkivmateriale, der giver førstehåndsviden om kunstnerens utrættelige og som regel vellykkede kamp med det grafiske materiale. I slutningen af 1954 slog C. sig ned i Bergen og virkede i de mere end tre år, opholdet varede, som lærer i grafik, dels ved Studieatelieret, dels på Kunsthåndverkerskolen. Opholdet tilførte hans kunst nye impulser. Billederne voksede i højde og bredde, motivisk og menneskeligt, og teknisk eksperimenterede han, som en af de få danske grafikere i dette århundrede, med kobberstikket, på en måde en logisk videreførelse af hans graveringer i træ.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon